Centralt i Aarhus har Luplau & Poulsen Arkitekter tegnet det nye hotel Radisson Red. Radisson red er et designhotel, hvilket betyder, at der er fokus på design i hele huset. Det udendørs gårdrum i det tidligere kontorhus er nu blevet overdækket, så hotellet får en stor indre atriumgård, der er 4 etager høj. Her vil receptionen ligge og det vil blive det sociale samlingspunkt i huset, hvor gæsterne kan mødes.
I transformationen af bygningen, der før husede et advokatkontor, er hotelkædens livsstilsfilosofi implementeret i både indretningen og arkitekturen. Den bygger ikke på det luksuriøse, men derimod det dristige, levende og inspirerende, ligesom hotellet faciliterer sociale møder og hverdagsrutiner.
I alt rummer hotellet 78 generøse værelser på min. 50 m² foruden fitness, møde- og eventlokaler. Det tidligere åbne atriumgård overdækkes med et glastag og indrettes med reception, restaurant, bar og loungeområde.
Gennem materialevalget skabes et uformelt og samtidig moderne hotel, hvor varme trælameller, rå betongulve, grønne planter og røde elementer bibringer kant og kontrast. Med trappe og glasfacade ud til Frederiks Allé strømmer naturligt lys ind i gården og åbner bygningen op mod gaden og byen. Fra værelserne har gæsterne skiftevis udsigt til Rådhuspladsen, ARoS Kunstmuseum, Musikhuset og Ridehuset.