05. juni 2022 /
Erik Luplau overlader direktørposten til Henrik Lindersson Krei, men forbliver stadig aktiv i virksomheden. Efter 16 år som administrerende direktør for Luplau & Poulsen arkitekter overdrager Erik Luplau posten til Henrik Lindersson Krei, der har været en del af tegnestuen i 10 år. Direktørskiftet kommer ikke helt uventet, men har været på tegnebrættet siden 2020.
Skiftet kommer på et tidspunkt, hvor virksomheden har stor fokus på udvikling, bæredygtighed og vækst. Erik Luplau fortsætter i virksomheden i en mere specifik rolle, hvor han kommer til at fokusere på salg og projektudvikling.
Henrik Lindersson Krei har været en del af partnerkredsen hos Luplau & Poulsen arkitekter siden 2018, hvor også Thomas Christensen trådte ind som partner. Henrik kommer til at varetage den daglige drift og ledelse i virksomheden, der består af 20 dedikerede og dygtige medarbejdere, hvor de fleste har været i virksomheden i mange år.
'Vores bygherrer og samarbejdspartnere sætter stor pris på Henriks faglighed og ærlighed. Med hans kompetencer, struktur og personlighed er jeg overbevist om, at han er den rigtige afløser for mig og vil være med til at sikre Luplau & Poulsen arkitekters fortsatte positive vækst' siger Erik Luplau.
Henrik Lindersson Krei er glad for, at Erik Luplau stadig er en del af driften, og han ser frem til at fortsætte samarbejdet med ham og de to andre partnere Jørn Lyager Poulsen og Thomas Christensen.
'Luplau & Poulsen arkitekter har været inde i en rivende udvikling, og den udvikling glæder jeg mig til at føre videre sammen med resten af holdet' fortæller Henrik Lindersson Krei.