Nye ansigter på tegnestuen 

20. februar 2025

Vi har for nylig budt velkommen til tre nye kolleger her hos Luplau & Poulsen arkitekter.

Jacob er ny bygningskonstruktør med mange års erfaring, og Kasper samt Anders er vores nye bygningskonstruktørpraktikanter, som er hos os frem til sommer.

Læs mere om dem her:

Jacob Frentz

Jacob blev færdig som bygningskonstruktør i 2008 og har siden da været ansat på flere aarhusianske tegnestuer som Pluskontoret, Arkitema, SHL og senest AART. Her har han arbejdet med børnehaver, hospitalsbyggeri, DOKK1, AKSON, renoveringsprojekter som omdannelsen af Aarhus Kommunehospital og Horsens Rådhus samt flere boligprojekter og erhvervsbyggerier. Han sætter pris på arkitektur med enkle elementer og rent design, hvor detaljerne er relativt få, men gennemgående.

Når han ikke arbejder med detaljer, tidsplaner, ydelsesfordelingsskemaer, kontrakter, tegneprogrammer osv., bruger han sin tid med familien, der består af kæresten Benedikte og deres to børn, Alberte og William, i deres villa nord for Aarhus. Ifølge Jacob er det "ikke noget palæ, men det giver os mulighed for bl.a. at rejse rundt i Sydeuropa i fire måneder med campingvogn," som de gjorde i forår/sommer 2023.

Kasper Vejsig Hansen

Kasper har en gymnasial baggrund fra Vejen Business College (HHX) og flyttede for 2,5 år siden til Aarhus for at starte på bygningskonstruktøruddannelsen. Han har en særlig interesse for de indledende faser af byggeriet, hvor projektering og det arkitektoniske udtryk er i fokus. Derudover brænder han for optimering af planløsninger, både i nye og eksisterende projekter, hvor funktionalitet og æstetik går hånd i hånd.

I fritiden spiller Kasper både golf og padel.

Anders Kongsgaard

Anders blev uddannet tømrer fra Herningsholm Erhvervsskole i 2018 og vidste allerede dengang, at han ville videreuddanne sig til bygningskonstruktør. Han flyttede derfor til Aarhus og arbejdede som tømrer for at opbygge erfaring, inden han i 2022 begyndte på bygningskonstruktørstudiet på VIA University College i Horsens.

Han sætter en ære i kvalitet og gennemarbejdede løsninger og går til opgaverne med både omhu og engagement.

"Jeg ser frem til at kunne bidrage med mine færdigheder og kompetencer og samtidig lære af mine nye kollegaer ved Luplau & Poulsen med henblik på at blive den bedst mulige bygningskonstruktør."

Vi glæder os til at lære dem alle bedre at kende – de er allerede godt i gang med projekterne på tegnestuen.

Velkommen til!

#LuplauPoulsenArkitekter #NyeMedarbejdere #Arkitektur #Praktikanter #Bygningskonstruktør